Læs denne lille fortælling og tænk over, om du er parat til at købe en hvalp!/

Som hvalp underholdt jeg dig med mine narrestreger og fik dig til at le. Du kaldte mig dit barn, og på trods af en del gennemtyggede sko og et par ødelagte pyntepuder blev jeg din bedste ven. Når jeg havde været "uartig" sagde du til mig med løftet pegefinger "hvordan kunne du gøre det?", men så lod du dig formilde og kløede mig på maven.

Det tog lidt længere tid end forventet for mig at blive renlig, fordi du havde frygtelig travlt, men vi arbejdede sammen på sagen. Jeg husker de nætter i sengen, hvor jeg trykkede næsen ind mod dig og lyttede til dine betroelser og inderste tanker, og jeg var overbevist om, at livet ikke kunne blive bedre. Vi gik lange ture og løb i parken, kørte i bil og holdt ind for at spise is (jeg fik kun vaflen, fordi "is er dårligt for hunde", sagde du), og jeg tog lange lure i solen, mens jeg ventede på, at du skulle komme hjem sidst på dagen.

Lidt efter lidt begyndte du at bruge mere tid på dit arbejde og din karriere og mere tid på at lede efter en menneskeven. Jeg ventede tålmodigt på dig, trøstede dig i kærestesorg og skuffelser, skældte dig aldrig ud for dårlig dømmekraft, tumlede mig af glæde, når du kom hjem, og også da du blev forelsket.

Hun, som nu er din hustru, er ikke et "hundemenneske" - alligevel bød jeg hende velkommen i vores hjem, prøvede at vise hende hengivenhed og lystrede hende. Jeg var lykkelig, fordi du var lykkelig.

Så kom menneskebabyerne, og jeg delte din begejstring. Jeg var opslugt af de små lyserøde væsener og deres lugt, og jeg ville så gerne også tage mig af dem. Men hun og du var bange for, at jeg kunne komme til at gøre dem noget, og jeg tilbragte størstedelen af tiden forvist til et andet værelse eller et hundebur. Åh, hvor jeg dog længtes efter at elske dem, men jeg blev hurtigt en "kærlighedsslave". Efterhånden som de voksede op, blev jeg deres ven. De klyngede sig fast til min pels og trak sig op på vaklende ben, de stak fingrene i mine øjne, undersøgte mine ører og kyssede mig på næsen. Jeg elskede alt ved dem og deres kærtegn - for dine kærtegn var nu så sjældne - og jeg ville have forsvaret dem med mit liv om nødvendigt. Jeg plejede at liste mig ind i deres seng og lytte til deres bekymringer og inderste tanker, og sammen ventede vi på lyden af din bil i indkørslen.

Der havde været en tid, hvor du - hvis nogen spurgte dig om du havde hund - tog et billede af mig ud af din pung og fortalte dem historier om mig. Gennem de senere år har du blot svaret "ja" og skiftet emne. Jeg er gået fra at være "din hund" til "bare en hund", og du brød dig ikke om at haveudgifter i forbindelse med mig.

Nu har du fået et jobtilbud i en anden by, og du og din familie flytter til en lejlighed, hvor der ikke er husdyrtilladelse. Du har truffet den rigtige beslutning for din "familie", men der var en tid, hvor jeg var det eneste familie, du havde. Jeg var begejstret over køreturen, indtil vi ankom til internatet. Det lugtede af hunde og katte, af frygt og af håbløshed. Du udfyldte papirerne og sagde "Jeg ved, du vil finde et godt hjem til hende". De trak på skulderen og kiggede pinligt berørt på dig. De kendte virkeligheden for en midaldrende hund, selv en med "papirer". Du var nødt til vriste din søns fingre fri fra mit halsbånd, mens han skreg "Nej, far! Du må ikke lade dem tage min hund!" Og jeg blev bekymret for ham og for, hvad du netop havde lært om venskab og loyalitet, om kærlighed og ansvar og om respekt for alt levende. Du klappede mig på hovedet til farvel, undgik mine øjne og afslog høfligt at tage mit halsbånd og line med. Du havde en deadline, du skulle nå, og det har jeg også nu. Da du var gået, sagde de to rare damer, at du sikkert havde kendt til din forestående flytning måneder i forvejen, men ikke havde gjort noget forsøg på at finde et andet godt hjem til mig. De rystede på hovedet og sagde "Hvordan kunne han gøre det?"

De er så opmærksomme overfor for os her på internatet, som deres travle hverdag tillader.

De fodrer os selvfølgelig, men jeg har mistet appetitten for flere dage siden.

I begyndelsen, når nogen gik forbi min løbegård, sprang jeg hen til forsiden i håbet om, at det var dig - at du havde skiftet mening - at det hele bare var en ond drøm . eller jeg håbede, at det i det mindste ville være nogen, som brød som om mig, en eller anden som ville redde mig. Da jeg indså, at jeg ikke kunne konkurrere med glade hundehvalpe, der - uvidende om deres egen skæbne - boltrede sig for at få opmærksomhed, trak jeg mig tilbage til et fjernt hjørne og ventede.

Jeg hørte hendes fodtrin, da hun kom efter mig sidst på dagen, og jeg traskede efter hende hen ad gangen til et andet rum. Et velsignet stille rum. Hun satte mig på et bord og nulrede mine ører og sagde, at jeg ikke skulle være bange. Mit hjerte bankede i forventning om det, der skulle ske, men der var også en følelse af lettelse.

Kærlighedsslavens dage var talte.

Som det er min natur, var jeg mere bekymret for hende. Den byrde, hun bærer, vejer tungt på hende, og det ved jeg på samme måde, som jeg altid vidste, hvordan du havde det. Forsigtigt lagde hun en årepresse om mit forben mens en tåre løb ned ad hendes kind. Jeg slikkede hende på hånden på samme måde, som jeg plejede at trøste dig for så mange år siden. Professionelt stak hun nålen ind i min åre. Da jeg mærkede stikket og den kølige væske løbe gennem min krop, lagde jeg mig søvnigt ned, kiggede hende ind i hendes venlige øjne og mumlede "Hvordan kunne du gøre det?" Måske forstod hun mit hundesprog, for hun sagde "Undskyld". Hun krammede mig og forklarede hastigt, at det var hendes job at sørge for, at jeg kom et bedre sted hen, hvor jeg ikke ville blive tilsidesat eller mishandlet eller forladt eller ville skulle klare mig selv - et sted med kærlighed og lys så meget anderledes end dette jordiske sted. Og med en sidste kraftanstrengelse forsøgte jeg med et haledunk at udtrykke, at mit "Hvor kunne du gøre det?" ikke var møntet på hende. Det var dig, min elskede herre, jeg tænkte på. Jeg vil tænke på dig og vente på dig for evigt.

Må alle i dit liv altid vise dig så stor loyalitet.

Hilsen Din Hund

How could you ?

When I was a puppy I entertained you with my antics and made you laugh. You called me your child and despite a number of chewed shoes and a couple of murdered throw pillows, I became your best friend. Whenever I was "bad," you'd shake your finger at me and ask "How could you?" - but then you'd relent and roll me over for a bellyrub.

My housetraining took a little longer than expected, because you were terribly busy, but we worked on that together. I remember those nights of nuzzling you in bed, listening to your confidences and secret dreams, and I believed that life could not be any more perfect. We went for long walks and runs in the park, car rides, stops for ice cream (I only got the cone because "ice cream is bad for dogs," you said), and I took long naps in the sun waiting for you to come home at the end of the day.

Gradually, you began spending more time at work and on your career, and more time searching for a human mate. I waited for you patiently, comforted you through heartbreaks and disappointments, never chided you about bad decisions, and romped with glee at your homecomings, and when you fell in love.

She, now your wife, is not a "dog person" - still I welcomed her into our home, tried to show her affection, and obeyed her. I was happy because you were happy. Then the human babies came along and I shared your excitement. I was fascinated by their pinkness, how they smelled, and I wanted to mother them, too. Only she and you worried that I might hurt them, and I spent most of my time banished to another room, or to a dog crate. Oh, how I wanted to love them, but I became a "prisoner of love."

As they began to grow, I became their friend. They clung to my fur and pulled themselves up on wobbly legs, poked fingers in my eyes, investigated my ears and gave me kisses on my nose. I loved everything about them and their touch - because your touch was now so infrequent - and I would have defended them with my life if need be.

I would sneak into their beds and listen to their worries and secret dreams. Together we waited for the sound of your car in the driveway. There had been a time, when others asked you if you had a dog, that you produced a photo of me from your wallet and told them stories about me. These past few years, you just answered "yes" and changed the subject. I had gone from being "your dog" to "just a dog," and you resented every expenditure on my behalf.

Now you have a new career opportunity in another city, and you and they will be moving to an apartment that does not allow pets. You've made the right decision for your "family," but there was a time when I was your only family.

I was excited about the car ride until we arrived at the animal shelter. It smelled of dogs and cats, of fear, of hopelessness. You filled out the paperwork and said "I know you will find a good home for her." They shrugged and gave you a pained look. They understand the realities facing a middle-aged dog or cat, even one with "papers." You had to pry your son's fingers loose from my collar as he screamed "No, Daddy! Please don't let them take my dog!" And I worried for him, and what lessons you had just taught him about friendship and loyalty, about love and responsibility, and about respect for all life. You gave me a goodbye pat on the head, avoided my eyes, and politely refused to take my collar and leash with you. You had a deadline to meet and now I have one, too.

After you left, the two nice ladies said you probably knew about your upcoming move months ago and made no attempt to find me another good home. They shook their heads and asked "How could you?"

They are as attentive to us here in the shelter as their busy schedules allow. They feed us, of course, but I lost my appetite days ago. At first, whenever anyone passed my pen, I rushed to the front, hoping it was you - that you had changed your mind - that this was all a bad dream...or I hoped it would at least be someone who cared, anyone who might save me. When I realized I could not compete with the frolicking for attention of happy puppies, oblivious to their own fate, I retreated to a far corner and waited.

I heard her footsteps as she came for me at the end of the day and I padded along the aisle after her to a separate room. A blissfully quiet room. She placed me on the table, rubbed my ears and told me not to worry. My heart pounded in anticipation of what was to come, but there was also a sense of relief. The prisoner of love had run out of days. As is my nature, I was more concerned about her. The burden which she bears weighs heavily on her and I know that, the same way I knew your every mood.

She gently placed a tourniquet around my foreleg as a tear ran down her cheek. I licked her hand in the same way I used to comfort you so many years ago. She expertly slid the hypodermic needle into my vein. As I felt the sting and the cool liquid coursing through my body, I lay down sleepily, looked into her kind eyes and murmured "How could you?"

Perhaps because she understood my dogspeak, she said "I'm so sorry." She hugged me and hurriedly explained it was her job to make sure I went to a better place, where I wouldn't be ignored or abused or abandoned, or have to fend for myself - a place of love and light so very different from this earthly place. With my last bit of energy, I tried to convey to her with a thump of my tail that my "How could you?" was not meant for her. It was you, My Beloved Master, I was thinking of. I will think of you and wait for you forever.

May everyone in your life continue to show you so much loyalty.
Regards Your Dog!
The End